.NET udviklere/arkitekter

Nine er et it-konsulenthus. Det er vores mission at skabe digitale løsninger, som vi kan være stolte af. Løsninger der styrker den offentlige forvaltning og virksomhedernes konkurrenceevne. Løsninger af høj kvalitet, med lang levetid. Og løsninger der ikke bare effektiviserer, men udvikler vores kunders forretning.

Vi leder efter talenter, der tør stå forrest og udfordre status quo. Du bringer nye ideer til bordet, samtidig med at du opbygger dyb indsigt i kundens forretning, og forståelse for deres udfordringer og behov.

Vores konsulenter arbejder med løsninger centralt i den offentlige it-infrastruktur, f.eks. virksomhedsregisteret (CVR), personregisteret (CPR) og Skat – og for virksomheder i finanssektoren, med stor berøringsflade i befolkningen. Dit arbejde og dine ideer vil få indflydelse på mange menneskers hverdag.

Rolle

Som softwareudvikler spiller du en helt central rolle i vores leverancer. Du har hænderne på tastaturet og implementerer elegante løsninger på komplekse problemstillinger.

Du holder dit fokus på kundens behov og du er derfor i kontakt med kunden flere gange i løbet af dagen – hun sidder ofte lige ved siden af dig. Men det handler ikke kun om, hvad der skal laves, men også hvordan det skal laves. Du har stærke sociale kompetencer og ved, at de bedste IT-løsninger opstår ved at tænke ud af boksen, sparre med dine kolleger og ofte inddrage flere forskellige interessenter, før den egentlige implementering foregår. Du går efter den mest helstøbte og gennemtænkte løsning hver gang.

Vi ansætter dig, der har et bredt sæt af tekniske kompetencer og en meget høj faglig stolthed. Du ser ikke nødvendigvis dig selv som full-stack udvikler, men du er ikke bange for at kaste dig ud i områder uden for dit speciale. Du er drevet af at være med til at forme morgendagens it-landskab og samtidig løbende videreudvikle dine egne faglige kompetencer.

Ansvarsområder

  • Forretningsanalyse, kritisk stillingtagen, sparring med interessenter
  • Analyse, implementering og kvalitetssikring af kildekode

Vi forventer at

  • du er uddannet datalog, ingeniør eller lignende på kandidatniveau med mindst 5 års erfaring med udvikling af software eller
  • du er uddannet diplomingeniør, datamatiker eller lignende på bachelorniveau med mindst 7 års erfaring med udvikling af software
  • du kan formulere dig flydende på dansk og engelsk, i skrift og tale.
  • du er blandt de bedste til C# og design patterns
  • du har erfaring med udvikling af webapplikationer
  • du har erfaring med MSSQL og Entity Framework
  • kode reviews og test implementering er en selvfølge for dig
  • du har et vedholdende ønske om at levere software i den højeste kvalitet

Det vil være en fordel hvis også

  • du har erfaring med MVC, Razor, Bootstrap, CSS og HTML
  • du har erfaring med Javascript-frameworks, f.eks. Angular.
  • du har erfaring med testautomatisering, f.eks. Cucumber eller Geb
  • du har erfaring med Docker, Kubernetes og Azure
  • du har én eller flere .NET eller agile certificeringer
  • du er villig til og interesseret i at lære andre sprog og teknologier
  • du har erfaring fra den finansielle sektor

Interesseret i jobbet?

Send din LinkedIn profil eller CV til mwa@nine.dk og vedlæg venligst en liste af de teknologier og værktøjer, som du er ekspert i. Så hører du snarest fra os.

Læs vores privatlivspolitik for jobansøgere her.