Høj kodekvalitet skal fremtidssikre Erhvervsstyrelsens it

Nine har som det første konsulenthus fået det internationale SIG/TÜViT-certifikat for sin kodekvalitet.

It-konsulenthuset Nine har som de første i Danmark fået det internationale SIG/TÜViT-certifikat for sit arbejde med Erhvervsstyrelsens moderniseringsprogram. Certificeringen indebærer, at alt Nines kodearbejde bliver kontrolleret af uvildige eksperter hver 14. dag, hvilket skal fremtidssikre styrelsens it-miljø.

It-konsulenthuset Nine står bag udviklingen af en række centrale it-løsninger til f.eks. oprettelse af aktieselskaber, anpartsselskaber og virksomhedsfonde. Nine har som den første danske virksomhed opnået den særligt strenge SIG/TÜViT-certificering for sit kodearbejde for Erhvervsstyrelsen. Certificeringen betyder, at uvildige eksperter i Holland og Tyskland analyserer Nines arbejde hver 14. dag for at kontrollere, at koden overholder en række kvalitetskriterier. På den måde sikrer styrelsen, at deres it-løsninger fungerer i dag, og ikke mindst, at de kan tilpasses i takt med, at lovgivningen ændres i fremtiden.

”Vores mål er at levere fremtidssikrede it-løsninger, og derfor er vi stolte af at have opnået SIG/TÜViT-certificeringen, så Erhvervsstyrelsen har sikkerhed for, at de køber en langtidsholdbar løsning. Det er vigtigt for os, at vi spiller med åbne kort, da vi på den måde løbende sikrer kvaliteten, både teknisk og funktionelt,” siger Jacob Strange, direktør i Nine A/S og fortsætter:

”Vi oplever en tiltagende interesse for denne type certificeringer hos både offentlige og private virksomheder, der ser det som et redskab til at fremtidssikre deres it-løsninger i en omskiftelig verden og til at undgå, at store it-projekter løber løbsk.”

Som et led i moderniseringsprogrammet har Nine desuden været med til at erstatte 14 separate systemer med et centralt dataregister for at undgå, at de samme data skal indtastes og opdateres flere forskellige steder.

AGIL UDVIKLING I OPGØR MED EMBEDSMANDSKULTUREN

Moderniseringsprogrammet er et frisk pust inden for det offentlige, da Erhvervsstyrelsen modsat flere andre offentlige it-projekter satser på agil it-udvikling med et mål om høj kvalitet i it-løsningen. Det gælder brugeroplevelsen, men også kvaliteten i forhold til videreudvikling af it-løsningen. Styrelsen vil væk fra en traditionel udviklingsform, og i samarbejde med bl.a. Nine har de arbejdet målrettet med at forbedre it-udviklingen og -vedligeholdelsen ved at stille nye krav til de anvendte metodikker, herunder agil udvikling og kodekvalitet. Skiftet betyder en markant højere kvalitet i de leverancer, styrelsen får, samt at projektet holder sig inden for budget og tidsramme.

Hanne Sommerfelt, der er programchef for moderniseringsprogrammet hos Erhvervsstyrelsen, siger:

”Det vigtige for os er, at den agile udviklingsmetode og fokusset på kodekvaliteten på unik vis kombinerer brugerens perspektiv med høj kvalitet i det leverede produkt. I stedet for at skrive en stor kravspecifikation up-front arbejder vi tæt sammen med vores leverandører for at finde de gode og effektive løsninger for vores brugere og samtidig sikre, at vi fastholder vores fokus på it-løsninger, som også er vedligeholdelsesvenlige.”

Mere indsigt fra Nine