Blog i Version2: It-primadonnaen – skideirriterende og uvurderlig

Blog af Louise Sparf, direktør i Nine. Bragt i Version2 den 30. januar 2019.

Primadonna er et ord, der bruges lettere nedsættende om en person, der er selvoptaget, krukket, og som kræver særbehandling. Og lad os sige det, som det er: De fleste virkeligt dygtige it-specialister er primadonnaer.

De seneste år er der kommet fokus på at fremelske virksomhedens primadonnaer og passe godt på netop denne type medarbejdere. Der er udgivet bøger om såkaldt primadonna-ledelse, for verden skriger på de dygtigste medarbejdere. Det er dem, Danmark i stigende grad lever af og skal leve endnu mere af i fremtiden.

Ifølge Helle Hein, der er forfatter til bøger om såkaldt primadonna-ledelse, er primadonnaen en medarbejder-type, der ser sit arbejde som et kald.

En der føler pligt til altid at stræbe efter den højeste standard inden for sit felt. Arbejdet skal have mening – livsmening.

Modsat fx lønmodtager-typen, der ser arbejdet som en straf, der skal udstås, for at han/hun kan tjene penge og have det godt i fritiden.

Udfordringerne med primadonnaen

En ægte it-primadonna er typisk en erfaren udvikler lidt oppe i årene, som er helt klar over, at der findes uhyggeligt få med hans kompetencer. Han ved, at han kan få et velbetalt job med store frihedsgrader med et fingerknips.

Han gider ofte ikke engang åbne LinkedIn, fordi indbakken er fyldt med mails fra headhuntere og virksomheder, der gerne vil have fingre i ham.

Han har et stort behov for at føle sig fri, og hans eget moralske kodeks vejer tungere end organisationens regler, love og dogmer.

It-primadonnaen er ikke corporate-smart, men typisk en særdeles samfundsbevidst borger, der vægter det ordentlige, gennemtænkte og moralsk forsvarlige højere end noget andet.

De deltager ikke rigtigt i det politiske spil om stjerner på skuldrene og fine titler uden indhold, som kan præge mange organisationer. De er substans.

It-primadonnaen er ofte virksomhedens faglige fyrtårn – det er ham andre medarbejdere søger, fordi han har erfaringen, den tunge faglighed og det forkromede overblik. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre at udvikle geniale produkter og løsninger uden it-primadonnaen.

Men primadonnaer giver ofte udfordringer, fordi andre medarbejdere opfatter deres form for meget selvcentrerede og brysk. Primadonnaer taler ofte meget, er urokkelige i deres sag og kæmper hårdt – meget hårdt – for at få ret. Ofte fordi de har ret.

Det kan få andre medarbejder-typer til at gå lidt uden om primadonnaen og undlade at indgå i diskussioner.

Lad dig ikke distrahere af formen – indholdet er uvurderligt

Som ny medarbejder kan en rigtig it-primadonna måske virke lidt utilnærmelig, fordi han gerne vil se dig an:

Er du dygtig, effektiv, logisk eller varm luft og for meget snak? Og er du en leder uden kode-erfaring, er du allerede massivt bagud på point. Arbejder du med markedsføring eller andet ‘fluffy’, har du det heller ikke nemt med primadonna-typen. Og hører du ikke dødsmetal, kan du lige så godt glemme det.

Når man skal lede dygtige og eftertragtede it-primadonnaer, må man ikke lade sig distrahere af form. Det kan godt være, du ikke bliver modtaget med åbne arme eller dyb interesse.

Men indholdet er uvurderligt, og it-primadonnaerne får organisationen til at gøre sig umage og lave gennemtænkte løsninger til kunderne.

De udfordrer status quo, og får os andre til at tænke dybere og grundigere – og det er der behov for, hvis vi skal konkurrere på et marked med hastigt accelererende teknologi.

Så næste gang, du får en får kritik fra din it-primadonna og føler dig truffet, så lyt ekstra godt efter, for mon ikke han har en god pointe.

Og vær aldrig bange for at tage en diskussion med dine primadonnaer – de elsker at diskutere.

Men lav din research og forbered dine argumenter inden, for de er ikke lette at overbevise.